Gudenåen, nær Svostrup, har gennem tiden lagt plads til flere munkeklostre.
I 1164 forærede biskop Eskild fra Århus en grund ved Sabro til abbed Henrik fra Vitskøl Kloster i Vesthimmerland. Abbenden fandt ikke placeringen særlig god, så biskoppen fandt i stedet en grund ved Sminge.
Det hele startede den 16. februar 1165, hvor munkene vandrede ud for at finde den perfekte placering til det nye cistercienserkloster i Østjylland. Men det skulle tage munkene 7 år, før de fandt det helt perfekte sted til deres nye kloster.
Efter 90 km’s vandring nåede de frem til Sminge Sø. Munkene var ikke tilfredse med deres nye sted, da det ikke egnede sig til et kloster. Den tilhørende jord var alt for lille til at danne grundlag for en klosterøkonomi. Allerede året efter, forsatte de videre.
Ved Sminge Sø, er der ikke megen ruin tilbage i dag, hvis man håber på at kunne opleve historiens vingesus. Selvom det ikke var et perfekt sted, havde munkene alligevel haft en god udsigt til Sminge Sø. Området ved klostret var meget lavvandet, da Gjern å havde udløb i umiddelbar nærhed af det gamle kloster. Derfor er der flere sandbanker ude i søen. Sandbanker vadefuglene ynder at tage ophold på. Selv om det ikke er historiens vingesus man oplever, kan man stadig nyde suset fra fuglene, der lander på søen.
Munkene drog videre i deres jagt på den perfekte beliggenhed.
Klosteret i Veng
Veng Kloster blev grundlagt i slutningen af 1000-tallet, af mindst 12 engelske benediktinermunke og én abbed. Kongen var interesseret i at der blev bygget klostre rundt om i Danmark, så kongen formodes at have sikret den økonomiske motivation, så munkene kom til landet og byggede klostret.
Munkene skar sten ud af frådsten (kildesten/kalksten) ved de nærliggende kilder. Frådsten er en bjergart, der opstår i aflejring af kalkholdigt vand i kilder og vandløb. Stenen er blød indtil den hærdes af luften. Den er porøs med hulrum efter blade og plantedele, og gråhvid eller gullighvid af farve. De firkantede blokke blev skåret ud, og var ikke tunge at transportere. I frisk og våd tilstand var stenene lette at forarbejde, men når de blev tør, var de hårde og vejrbestandige.
Ordet frådsten kom fra, at stenenes struktur minder om fråden fra en hests mule.
Oprindeligt havde kirken 7 altre. Foruden højalteret, var der 4 sidealtre og 2 i 2. stokværk (bjælker og stolper der indgår i en træbygnings konstruktion). Højalteret står stadig i kirken, hvor bemalingen er fritlagt. Der er desuden lagt en granit sten på toppen, da den oprindelige del af alteret var gået til.
Man vurderer, at slottet Sofiendal, der ligger ved siden af kirken, er bygget ovenpå resterne af det gamle kloster.
Benediktinerordenen havde gennem længere tid været i et moralsk og økonomisk forfald, selv om Veng kloster tidligere var blevet rigt udstyret med store besiddelser. Munkene havde derfor forladt klostret.

Højalteret stammer, trods det moderne udtryk, helt tilbage fra kirkens oprindelse. Prædikestolen, der ser gammel ud, er nogle hundrede år nyere.
Omkring alteret anes de oprindelige kalkmalerier, der er blevet forsejlet i stedet for at restaurere dem. De andre kalkmalerier i kirken kunne ikke reddes.

Vitskøl munkene flytter ind
Med hjælp fra biskop Svend i Aarhus, fik Cisterciensermunkene, ved kongens hjælp, overdraget det forladte kloster i Veng. Klostret var i forfald.
Cisterciensermunkene var her kun i kort tid, da de hurtigt fik problemer med en lokal godsejer fru Margrethe.
I dag står kun kirken tilbage som vidnesbyrd fra klostret. Kirken regnes for at være Danmarks ældste stående Klosterkirke. Efter munkene forlod klostret, blev kirken til sognekirke.
Da kirken er tilsluttet vejkirkeordningen, er der åbent i de fleste dagtimer året rundt.
Munkene rejste i 1168 videre til den lille ø Kalvø i Skanderborg Sø, hvor de var i 4 år, inden de drog videre mod Øm.
7 år efter munkene forlod Vesthimmerland, var de fremme ved Øm en forårsdag i 1172. Det var det perfekte sted til deres kloster, hvor der var kloster i de næste ca. 400 år.
I dag kan man besøge ruinerne af det gamle kloster, klosterhaven og et museum.
#

Tekst og foto: Kuno Nørskov