Den unge landskabsmaler fra Gjern

I det grønne område på hjørnet af Stationsvej og Bjerrehave, står en buste til minde om Erik Raadal.

Kunstneren Erik Raadal malede oftest fra Gjern. Motiverne gengav hverdagen og landskabet som det så ud, uden den store dramatik. Jernbanen, der oprindeligt gik gennem byen med egen station, gav inspiration til mange malerier, men også gaderne rundt om i byen og markerne omkring, inspirerede til de fleste af hans malerier.

Han blev opfordret til at studere på kunstakademiet fra 1927 til 1931, af kunstprofessor Ejnar Nielsen. Ejnar Nielsen, der i en periode af sine unge år boede i Gjern, blev Eriks lærer.

Det var ikke kun landskabs-malerierne fra Gjern, der gav berømmelse til den Horn-fødte maler. I starten af 30’-erne, lavede han også karikaturer til Svikmøllen og Blæksprutten (blad der gjorde grin med blandt andet politikkerne). Flere af hans store værker er fra slutningen af 30’-erne.

Den 13. januar 1941 døde Erik af tuberkulose som 35-årig.